I hi


Det er vist mere eller mindre et fast ritual efterhånden, at jeg bliver helt stille og væk på sociale medier og på internettet i det hele taget, når efteråret for alvor gør sit indtog. Det er ikke fordi det er planlagt eller med vilje på nogen måde. Det er bare mine naturlige i-hi-instinkter der gør sig gældende. Jeg er her stadig og jeg har det aldeles glimrende, men min energi er bare samlet om det nære og om at få opgaver klaret stille og roligt. Det er helt klart ikke den tid på året, hvor jeg får store nye ideer og er fyldt op af vild kreativ energi.

Novas_snemandshue

En dejlig ting ved at være strikker er, at denne allermørkeste tid er den perfekte anledning til at sætte dig tilrette i den store, bløde stol og tilbringe noget kvalitetstid sammen med pinde og garn.

Min store-stol-tid har jeg blandt andet brugt på at strikke årets hue til Nova. Hun havde selv designet den, og var meget glad for den – indtil hun mistede den kun 2 dage efter færdiggørelsen.

Jeg arbejder også på den næste store plan, men den vil jeg hellere skrive mere om en anden dag.

For nu vil jeg bare ønske alle en rigtig god jul!